Koblingsskifte - Xantia V6, activa

Besvar
SRO
Moderator
Indlæg: 1903
Tilmeldt: søn 19. feb 2017 19:13
Geografisk sted: København
Diagbox: Ja
Kontakt:

Koblingsskifte - Xantia V6, activa

Ulæst indlæg af SRO » søn 26. feb 2017 17:23

Tidligere besluttede jeg at købe en Xantia Activa V6 - det skulle da prøves at køre i sådan et ”dyr” efter at have hørt så meget positiv omtale af bilen.

Hmmmm, den trængte til en større overhaling pga. diverse mere eller mindre voldsomme LHM utætheder, men efter en del timer på værkstedet, synede jeg dog bilen anmærkningsfrit.

Der var dog en række ting (herunder mislyde) som irriterede mig, så bl.a. udskiftede jeg svingarmslejer, varmeapparat, diverse rør, bremseskiver, gaskugler mv.

Under udskiftning af tandremmen, som blev udført inden for 300 km med bilen i min varetægt, besluttede jeg, at motor/gearkasse skulle ud på senere tidspunkt, idet en række påkrævede reparationer var identificeret, herunder udskiftning af kobling, der var meget stram at træde ned, knirkede og pedalen sad nærmest oppe under instrumentbordet.

Undervejs skød jeg et par foto her til sitet, men desværre rendte jeg fra kameraet flere gange, så fotoserien blev ikke så omfattende som tiltænkt, men et par enkelte fotos blev det dog til.

Her er bilen uden front – udgravning af det meget tæt pakkede motorrum kunne begynde:
Xantia uden front.JPG
Så er vi næsten klar...
Motorkran - næsten klar.JPG
... og her er drivlinjen så på vej op fra dybet – bemærk at bolten til krumtaptakthjulet er demonteret for at give de sidste par millimetre for at få drivlinjen op, uden at skulle flytte på a/c kondenser:
Drivlinje på vej ud.JPG
Et foto mere fra den anden side:
Drivlinje på vej ud-2.JPG
Ja, der var ikke meget plads - og måske jeg vil forsøge at flytte kondenser mv. næste gang og se om det letter arbejdet - samt få fat i en drejekrog til motorkranen/-giraffen :-) Det kan nok gøres lettere med lidt input fra mere erfarne folk – men trods eftersøgning har jeg måtte gøre alle erfaringen selv, hvilket selvfølgelig også er fint nok :-) Jeg deler gerne ud af min viden og erfaringer.

Efter at have vurderet mulighederne for adskillelse af motorens ledningsnet mv. besluttede jeg at trække det hele retur til venstre inderskærm og dermed også få renset/gennemgået alle forbindelser og ledninger ved samme lejlighed.

”Fuglereden” ses her:
Fuglerede.JPG
Ved udskiftning af forreste række tændrør tidligere på året opdagede jeg en del olie i brøndene – faktisk så meget, at to ud af tre tændrør var fuldstændig neddykket i olie. Motoren kørte dog fint uden nogen form for udsættere.

Oliespildet blev identificeret til enten at komme ud mellem knastakselhuse og topstykker eller olieproppen, men nu da motoren alligevel var ude tog jeg alle fire knastaksler ud for at få det problem løst. Dog var det formentlig kun påkrævet på den forreste række cylindre, meeeeeen dovenskab er ikke min stærke side… af med det hele.

Her ses ”fronten” af motoren inden demontering af tandrem – alt er ”taktet” og låst med dorne:
Forside af motor.JPG
Her ses den første knastaksel og knastakselhus demonteret inden afrensning mv.:
Knasthus demonteret.jpg
Her ses anden knastaksel og -hus demonteret og pakning påført, klar til samling:
Anden knast ude - klar til montering.jpg
– alle 24 ventilløfterne blev undervejs udtaget og visuelt kontrolleret sammen med toppen af ventilstammerne – alt så fint og lækkert ud :-)

Efter tætning af alle fire knastakselhuse blev der naturligvis også isat nye knastakselpakdåser .

Her ses ”bagsiden” af motoren uden krumtappakdåse:
Krumtappakdaase demonteret.JPG
Og her med den nye isat:
Krumtappakdaase ny.JPG

Koblingen blev udskiftet, inkl. føringsrør/pakdåse til gearkassens højgearsaksel, ses her:
Nyt foeringsroer.JPG
Frisk kobling klar:
Ny kobling klar.JPG

Da jeg alligevel var godt inde bag det hele og kværnen var ude, fik den også udskiftet termostat samt alle pakninger til vandmanifolden. Spændebånd til motorens udstødningsrør blev udskiftet mhp. at lette evt. fremtidige reparationer. Et par nye vandslanger, herunder til varmeapparatet (som jeg udskiftede tidligere på året) blev det også til.

Alle hydraulikrør og -slanger blev nøje undersøgt, hvilket betød fremstilling af et par nye rør samt udskiftning af nogle returslanger - jeg tør slet ikke tænke på besværlighederne ved udførelse af arbejdet med drivlinjen i.

Forbindelsesstænger til Activa-systemet blev udskiftet inkl. alle bøsninger. Stængerne ses her i adskilt tilstand:
Activaforbindelser.JPG

Bøsninger til krængningsstabilisatorarmen blev også udskiftet ved samme lejlighed – nu var der jo god plads til operationen og det skulle da ikke komme an på den lille ”hundredelap”.

Forbindelsestænger til højderegulator, anti-kræningsstabilisator samt hydractive sensor blev udskiftet, kugler til samme blev afrenset forinden og det hele smurt godt med fedt.

Lambdasonden sidder ikke sååå hensigtsmæssigt og da jeg ikke kendte til alder/kilometertal valgte jeg at isætte en ny. Igen var Citroën billigere end ”uoriginalt” – det er en sensor fra Bosch. Det kræver dog nogen tålmodighed at samle ledningerne, men med en forskel på ca. kr. 800,- kontra en sonde med plug and play stik, var timelønnen ok.

Drivakselmanchetterne var ved at være godt møre og stod for fornyelse - jeg valgte at sætte to nye aksler på, så skal jeg da ikke spekulere mere over det de næste mange tusinde kilometre og fik samtidig et nyt midterleje til den højre trækaksel i samme moment.

Hydraulikpumpen fik også en fuldstændig adskillelse og rensning, nye O-ringe/pakninger blev monteret.

Alle remhjul blev gravet fri for gammel ribrem – og der kunne faktisk fjernes en del. Nederste krumtapremhjul (med vulkanisering/dæmpning) blev udskiftet, idet der kom nogle fæle lyde ved opstart inden denne øvelse. Disse lyse er også væk nu.

Undervejs fandt jeg på karrosseriet et par steder hvor galvaniseringen ”boblede” lidt og et par steder med lettere rustanløb. Det blev naturligvis renset i bund, påført to gange ruststopper, to lag grundmaling samt to lag slutmaling i bilens farve.

Inderskærme blev demonteret og afrenset for gammel oliespild, kontrol af rustbeskyttelse blev udført og eftersprøjtning foretaget et par steder.

Til slut fik den nye motor-/gearkasseophæng på nær det nederste, der dog er under mistanke for at være skyld i lidt rysten, måske en bærearmsbøsning… I hvert fald er mine ”følsomme” sanser på udkig efter det sidste for at komme helt i mål med en perfekt kørende Activa V6.

Ja, alt i alt en lidt større gennemgang af næsten alt i motorrum og fornyelse af en lang række komponenter ud over de allerede nævnte - var der nogen der sagde forebyggende vedligehold af den mere seriøse karakter? :-)

Så kan jeg jo kun glæde mig til den planlagte adskillelse af bilen mhp. fuld gennemgang af.... alt :-)
Du har ikke tilladelse til at få vist vedhæftede filer i dette indlæg.

Brugeravatar
Frankmich
Indlæg: 77
Tilmeldt: søn 26. feb 2017 21:08
Geografisk sted: fyn
Kontakt:

Re: Koblingsskifte - Xantia V6, activa

Ulæst indlæg af Frankmich » søn 26. feb 2017 21:26

Dælme noget af et arbejde

SRO
Moderator
Indlæg: 1903
Tilmeldt: søn 19. feb 2017 19:13
Geografisk sted: København
Diagbox: Ja
Kontakt:

Re: Koblingsskifte - Xantia V6, activa

Ulæst indlæg af SRO » man 27. feb 2017 11:59

Råhygge :mrgreen:

Brugeravatar
møffe
Indlæg: 130
Tilmeldt: tirs 28. feb 2017 23:25
Geografisk sted: Lolland, i udkanten af DK
Diagbox: Nej
Kontakt:

Re: Koblingsskifte - Xantia V6, activa

Ulæst indlæg af møffe » man 6. mar 2017 12:34

Det er jo det der skal til nu, med den alder Xantia'erene har nu, hvis vi også vil svæve 25cm. over vejen fremover.... .

SRO
Moderator
Indlæg: 1903
Tilmeldt: søn 19. feb 2017 19:13
Geografisk sted: København
Diagbox: Ja
Kontakt:

Re: Koblingsskifte - Xantia V6, activa

Ulæst indlæg af SRO » man 6. mar 2017 21:44

Planen er at den skal have den store tur, når min garage og div. andet er bygget færdig - og hvis lysten stadig er der :-)

Besvar